Jeg har i min tid som henholdsvis underviser og både intern og ekstern konsulent ofte pointeret vigtigheden af, at lederne forholder sig kritisk til konsulentverdenen. Mange konsulenter forholder sig ikke til deres videnskabsteoretiske udgangspunkt; Hvilket ontologisk udgangspunkt de har, altså hvordan tænker de om verden og hvad betyder det for mig som aftager? Jeg har råbt vagt i gevær, da min oplevelse har været, og fortsat er, at mange konsulenter skyder til højre og venstre, først med et ene smarte værktøj, snart med det næste – uden at forholde sig til hvilket bagvedliggende menneske- og organisationssyn de læner sig op af. Og det har potentielt uhensigtsmæssige konsekvenser for aftagerne. 

Og her står jeg så - i den virkelige verden udenfor organisationens trygge rammer – som en af de potentielle landevejsrøvere. Og jeg vil forsøge at æde min egen medicin og give mig til kende.

Hvornår kommer du ud af kirken?

Da jeg i 2008 blev tilknyttet Center for Diplomledelse, blev videnskabsteori en del af min hverdag. Det skulle forstås og formidles. Ikke en let opgave og jeg synes heldigvis stadig, det er en spændende udfordring.  Dengang i 2008 blev det hurtigt tydeligt for mig, at min måde at tænke om verden, organisationer og andre mennesker var særligt forankret i et socialkonstruktionistisk paradigme, hvor virkeligheden ikke eksisterer som et uafhængigt fænomen, men skabes gennem mellemmenneskelig meningsudveksling og fortolkning (Jordansen og Madsen i Darmer et al 2010:57).

Fokus i mit arbejde var især på relationer, narrativer, systemer mv. Paradigmet var hjælpsomt; der er righoldigt forklaringsmateriale og alskens værktøjer, der kunne hjælpe både individer, grupper og organisationer på vej. Jeg husker, at min tidligere kollega Peter på et tidspunkt spøgte med; ”hvornår jeg dog kommer ud af den der konstruktionistiske kirke?” Og at jeg tilbagevendende bemærkede, at det skulle han nok ikke regne med, at jeg nogensinde kom. For hvilke andre ”virksomme kirker” kunne der dog være?

Jeg blev forstyrret.

Mason (2018) gør opmærksom på, at det ofte er, når man bliver bevidst om, at der er andre måder end ens egen at forstå verden på, at bevidstheden indtræffer. Måske er det på sin plads at sige tak til min tidligere kollega? Det var jo ikke fordi, at jeg ikke var stødt på andre videnskabsteoretiske paradigmer, men jeg havde endnu ikke fået ”den tilpasse forstyrrelse” (tak til Humberto Maturana fra det systemiske univers), der skulle udvide min verden.

Peter kickstartede sammen med Attractors sommerskole i 2014 en videnskabsteoretisk rejse. På sommerskolen, brugte jeg dagene til at forsøge at blive klogere på organisationspsykologiske processer. Jeg mødte mange systemiske fyrtårne og søgte forklaringer på en række konkrete udfordringer. På en eller anden måde forblev jeg uafklaret. Det er som om, at de udfordringer jeg stod med, ikke kunne klares ved at arbejde med diskurser, domæner, positionering, kraftfulde spørgsmål m.m. Jeg manglede forklaringsmateriale, der kunne udvide min horisont.

Så blev jeg klogere.

Ved en coachingseance, får jeg en opfordring til at kigge på Master i Organisationspsykologi (MPO) på RUC. Lang historie kort; Det blev en rejse, som er de fleste forundt. Det skriver jeg mere om i min blog. To år på MPO og med det psykodynamiske univers som indsigtsfuld ramme, fandt jeg indsigter og nuanceringer, der udvidede mit repetoire og gav mig supplerende hypoteser til de organisationspsykologiske problemstillinger, som mit virke bragte. Sammen med min specialemakker, der ligesom jeg var systemisk skolet, brugte jeg timer og uger på at være forvirret. Vi drøftede, hvordan vi med de nye indsigter vi fik fra dette paradigme, kunne skabe sammenhæng mellem den måde vi hidtil havde tænkt om verden og individets beskaffenhed, og det vi nu, både teoretisk blev præsenteret for, og på egen krop mærkede. 

Her kom videnskabsteorien os lidt til undsætning. I vores søgen efter et nyt fælles udgangspunkt brugte vi videnskabsteori som refleksion (Bitsch Olsen og Pedersen 2015:108). Vi fandt det virksomt at bruge de videnskabelige yderpunkter positivisme/realisme og konstruktivisme til at diskutere med, og vi følte os kontinuerligt fanget i dikotomier; tænker vi f.eks. deterministisk om individet, hvor der ikke er så meget at stille op, hvis det én gang er gået galt i barndommen, eller tror vi på at individets identitet skabes kontinuerligt via interaktion? Er virkeligheden det, vi kan se med det blotte øje, eller er der flere lag i virkeligheden, som kan være svære at få fat på? (Grønlykke og Nørby-Jæger 2018).

Jeg gjorde en opdagelse.

Og så var det vi stødte på den kritiske realisme. I denne fandt vi et ambitiøst forsøg på at overskride dikotomier og et bud på en nuanceret og kvalificeret både-og tænkning (Buch Hansen & Nielsen 2005:46). Halleluja!

I den kritiske realisme er virkeligheden åben og oftest konstrueret, men mener samtidig også, at den er systematisk struktureret og niveaudelt (Buch Hansen & Nielsen 2005:104). Bingo.

I kritisk realisme vil man kunne komme nærmere en sandhed uden på noget tidspunkt at kunne fastslå eller være sikker på, at man har fundet sandheden. Vi kan med andre ord aldrig få fat på det hele. Paradigmet anerkender, at alt foregår i kontekst, og at strukturer og mekanismer er virkelige og påvirker. Samtidig med at paradigmet vægter det faktum, at vi skal flytte vores fokus til underliggende strukturer og mekanismer, som potentielt påvirker de manifeste fænomener og erfaringer (Ibid.:24), og bingo igen!

Det var som om noget faldt på plads med den kritiske realisme, upåagtet at der er så meget, jeg endnu ikke har fået øje på.

Hvordan kan mit ståsted hjælpe din virksomhed?

En ny kirke? Måske ja, men så er den kendetegnet ved en mere multiparadigmatisk en af slagsen. Jeg bekender mig til en måde at tænke om verden, der både favner aspekter fra det systemiske paradigme, og det psykodynamiske og jeg finder, at den kritiske realisme kan favne begge dele.

Min interesse i ledelses- og organisationsudviklingsarbejde er med både et strukturelt, relationelt og individuelt sigte. De kritiske realister interesserer sig både for det empiriske, det faktiske og det virkelige domæne og som Bhaskars beskriver det, er det interessant, at vi ”i en fortsat dialektik, identificerer et fænomen (…), konstruerer forklaringer på det og empirisk tester disse forklaringer, hvilket fører til en identifikation af de mekanismer, der er på spil, som nu bliver fænomener der skal forklares” (Bhaskar i Buch-Hansen og Nielsen 1998:12). 

Jeg tror på at vores ageren i livet og organisationer både består af rationelle og irrationelle handlinger, og at vi som individer både er styret af bevidste og ubevidste dimensioner. Der er både aspekter over og under overfladen, som vi med fordel kan forholde os til. Som Svalgaard beskriver: ”conscious awareness and experience is assumed to be just the tip of the iceberg ”above surface”, wheras the drivers of that experience may hold many layers that need to be uncovered ”below surface” (Svalgaard 2015:5) (Grønlykke og Nørby-Jæger 2018). 

Hvordan vil mit ståsted udmønte sig i mit konsulentvirke? Hvad kan mine kunder og samarbejdspartnere forvente? Forvent en samarbejdspartner med interesse for både at arbejde med det, der siges og gøres, og med opmærksom interesse for fænomener og begivenheder der finder sted, men måske ikke alle umiddelbart erfares og direkte observeres. Hvordan det konkret vil udfolde sig i et samarbejde i hverdagen, konkretiserer vi sammen. Jeg ved, det skaber resultater.